Hvad er Atari-go?
Atari-go, også kaldet capture go eller første-fangst-go, er go med ét enkelt mål: den første spiller, der fanger en sten eller en gruppe af sten, vinder spillet med det samme. Sten sættes og fanges præcis som i almindelig go, så en sten eller gruppe uden friheder tilbage fjernes fra brættet, og den fangst afslutter spillet.
Der er intet territorium at tælle og ingen grund til at vide, hvornår et parti er slut, og derfor er atari-go det klassiske første spil for begyndere. Det træner de evner, enhver go-spiller har brug for: at tælle friheder, at se atari, at holde sine sten forbundne og at skære modstanderens fra hinanden.
Det spilles bedst på et lille bræt som 7×7 eller 9×9, og det fungerer også med handicapsten.
Regelændringer
| Regel | Standard Go | Atari-go |
|---|---|---|
| Sådan vinder du | Standard GoHave flere point end modstanderen, når begge spillere passer. Fangne sten er kun en del af scoren. | Atari-goFang mindst én af modstanderens sten. Den første fangst vinder spillet med det samme, uanset hvem der laver den. |
| Fangst | Standard GoSten uden friheder fjernes, og spillet fortsætter. | Atari-goSten uden friheder fjernes som normalt, og spillet slutter med det træk. |
| Selvmord | Standard GoIkke tilladt: du må ikke sætte en sten, der efterlader din egen gruppe uden friheder, medmindre den fanger noget. | Atari-goDet samme: selvmord er ikke tilladt, så du kan ikke tabe ved at fylde din egen sidste frihed. |
| Pas | Standard GoTo pas i træk afslutter spillet, og brættet tælles op. | Atari-goDet er tilladt at passe. Hvis begge spillere passer i træk, før nogen har fanget noget, tælles brættet op som i almindelig go. |
Historie
Atari-go er vokset ud af undervisning snarere end turneringer. Lærere i Østasien har længe brugt første-fangst-spil til at introducere børn for go, og i Japan er spillet bredt kendt som atari-go, efter ordet for en sten eller gruppe, der er ét træk fra at blive fanget.
Den japanske professionelle Yasuda Yasutoshi gjorde mere end nogen anden for at udbrede det. Fra 1990'erne fremmede han atari-go i skoler, på plejehjem og i lokale fællesskaber som en måde at bringe folk sammen på og beskrev sin tilgang i bogen Go as Communication. Go-klubber og lærere over hele verden bruger det nu som det første skridt på vejen mod det fulde spil.